Nøglen passer ikke, skuffen vil ikke åbne, og alle har et bud. Én leder efter mønstre i væggen, en anden samler sporene på bordet, mens den tredje spørger, om den mærkelige tegning mon betyder noget. Sådan kan en escape roon begynde: med en gåde, lidt forvirring og en gruppe, der pludselig arbejder sammen uden at tale om arbejdsopgaver.
Det er netop den skæve ramme, jeg godt kan lide. Her handler samarbejde ikke om at udfylde en øvelse på arbejdet, men om at finde ud af, hvad der gemmer sig i en låst kasse, før gruppen løber tør for idéer. Undervejs bliver kommunikation, kreativ problemløsning og holdånd synlige, uden at nogen behøver holde et oplæg om dem. Det er ærligt talt noget sjovere end endnu en præsentation med farvede diagrammer.
Forskellige roller får gåden til at løsne sig
Når flere spor ligger fremme i et escape roon, fordeler rollerne sig tit helt af sig selv. Den mønsterglade deltager opdager, at symbolerne på en plakat går igen på en lille lås. Ved siden af holder en anden styr på papirlapperne, så vigtige spor ikke forsvinder under en jakke eller en ivrig albue. Og så er der den, der stiller det uventede spørgsmål: Hvad nu, hvis vi skal vende kortet om?
Netop den tanke kan vise sig at være nøglen. En gruppe kolleger, der mødes efter arbejde, begynder måske med at tale i munden på hinanden. Men snart bliver det tydeligt, hvem der lægger mærke til detaljer, holder styr på sporene eller tør prøve en skæv idé. Det er ikke nødvendigvis de samme personer, der tager føringen hele tiden. Den forandring er mere interessant end en pæn snak om, hvem der er bedst til at samarbejde.
Forestil dig, at en række symboler først ligner pynt. Én deltager kobler dem til en notesbog, en anden opdager, at rækkefølgen betyder noget, og pludselig giver låsen mening. Så går gruppen fra forvirring til et lille fælles jubelråb. Den slags gennembrud føles fortjent, og det er langt sjovere end at få udleveret løsningen på forhånd.
En fælles udfordring uden arbejdsstemning
Hvad sker der, når kollegerne lægger skærmene væk og får noget konkret at løse sammen? I et flugtrum er målet tydeligt, men vejen derhen er fuld af små beslutninger: Hvem undersøger kisten, hvem læser beskeden, og hvilke spor hænger egentlig sammen? Det giver plads til samarbejde uden præsentationer eller kunstigt opstillede roller. Den uformelle stemning gør det lettere at gå ind i oplevelsen, synes jeg.
Venner kan også gøre gåderne til en del af en fødselsdag. Bagefter handler snakken ofte om det spor, alle overså, eller den mærkelige teori, der mod forventning virkede. For en familie kan oplevelsen være et alternativ til den sædvanlige udflugt: Børnene lægger mærke til detaljer, de voksne prøver at forbinde sporene, og alle får mulighed for at byde ind. Det er en rar påmindelse om, at gode idéer ikke altid kommer fra den, der taler højest.
Oplevelsen begynder typisk med en introduktion, hvor gruppen får styr på rammerne og opgaven. Derefter går jagten på sporene i gang, og de første minutter kan godt føles lidt rodede. Helt normalt. Efterhånden begynder rummets detaljer at give mening, og når den sidste gåde falder på plads, har gruppen noget konkret at grine af og tale om bagefter.
Vælg et rum, der passer til gruppen
Inden I bestiller, så tænk over, hvem der skal med, og hvilken slags udfordring der lyder sjov. En gruppe, hvor nogle helst vil undersøge ting i ro og mag, har måske andre ønsker end venner, der elsker højt tempo og vil prøve alle låse på én gang. Kig efter en oplevelse, der passer til gruppens størrelse og lyst til udfordringer. Overvej også, om temaet fanger både de forsigtige og de eventyrlystne.
Er I i tvivl om mulighederne, kan I se nærmere på Escape Factory og få en fornemmelse af udvalget. Jeg ville især vælge ud fra stemningen og gruppen frem for at gå efter det rum, der lyder mest indviklet. En udfordring skal gerne give energi – ikke få halvdelen til at stå og tænke på aftensmad.
Det kan være en fødselsdag med vennerne, hvor snakken fortsætter over mad bagefter, en familieudflugt, hvor alles idéer får plads, eller en tur med kollegerne efter arbejde, hvor I mødes på en frisk måde. Fælles for oplevelserne er, at gruppen får en lille historie med hjem. Og næste gang nogen siger, at de har fundet et spor, lytter resten måske en anelse hurtigere.
Det er den slags samarbejde, der ikke føles som en øvelse. Bare mennesker, en låst gåde og et fælles forsøg på at få brikkerne til at passe.
